Featured Image

Lancering af brancheforeningen Games Denmark: En ny storhedstid for den danske spilindustri

April 30, 2024
 · 
3 min read

I dag fejrer den danske spilindustri begyndelsen på en spændende ny æra med lanceringen af deres egen brancheforening, Games Denmark. Foreningen samler den danske spilindustri, gør den mere synlig og vil arbejde for at skabe bedre vilkår, der kan katapultere Danmark til nye højder på den nationale og globale scene. Målet er, at en fordobling af industrien og 50 procent flere job på fem år.

De seneste  fem år er den danske spilindustri braget frem med en vækst på 410 procent og har cementeret sig som det mest kommercielt succesfulde kreative erhverv i Danmark. I dag lanceres brancheforeningen Games Denmark, som  er sat i verden for at give hele industrien en kraftfuld, samlet stemme og inkluderer derfor alle aspekter af spilindustrien – fra uafhængige udviklere og store spilfirmaer til udgivere, platforme, investorer, serviceudbydere og rådgivere. 

”Vores mål er at skabe et miljø, hvor vores medlemmer har optimale forhold, så de sammen kan skabe morgendagens computerspil, vækste deres virksomheder, og sætte Danmark på verdenskortet - både kulturelt og kommercielt.”, udtaler forpersonen for Games Denmark.

Den danske spilindustri er trådt ind på verdensscenen med hits som Big Ambition, Necesse, Hitman 3, The Startup Company, Lily’s Garden, Deep Rock Galactic, What the Golf og prisvindende spil som Cocoon og Inside, der bl.a. har vundet fire BAFTA-priser. Derfor har Games Denmark en klar og ambitiøs vision om at positionere Danmark som en global supermagt inden for både kommercielt og kunstnerisk succesfulde computerspil. Foreningen sigter efter at skabe vilkår, der gør at industrien kan fordoble sin omsætning fra 3,6 milliarder DKK til 7,2 milliarder DKK og skabe 50 procent flere job i løbet af  de næste fem år.

“Hver måned spiller mellem 150 og 200 millioner mennesker et dansk spil – Hitman, Limbo, Subway Surfers osv. De ved bare ikke, at det er dansk. Det skal vi have lavet om på. Den globale fortælling om den lille supermagt på den kreative spilleplade. Vi skal blot se over Sundet for at se, hvor meget svenskerne har fået ud af deres kreative ambitioner. Danmark har mindst lige så stort potentiale og med en fælles stemme kan vi realisere drømmen sammen,” siger Mathias Gredal Nørvig, CEO i SYBO Games.

Spil er mere end blot underholdning, og Games Denmark er derfor også engageret i at fremme dansk spilkultur, spildesign og kreativitet, hvilket sikrer, at danske spil ikke kun spilles, men også føles og huskes. 

"Spilindustrien er utrolig sammensat og divers – på alle niveauer. Games Denmark viser, at succes i vores industri er en fælles indsats snarere end individuelle bestræbelser. Med Games Denmark former vi sammen en fremtid, hvor hver stemme høres og værdsættes, og hvor vi bliver bedre til at dele viden og fremme de gode ting sammen. Det er dette stærke samarbejde, der vil gøre, at endnu flere danske spilvirksomheder vil få stor international succes fremover,” siger  Dajana Dimovska, CEO, Indium Play

Bag stiftelsen af Games Denmark står følgende selskaber:

AppLeet, Betadwarf Entertainment, Character Localization, Fair Games, Flashbulb Games, Funday Games, Ghost Ship Games, Hovgaard Games, Hutlihut Games, Indium Play, IO Interactive, Invisible Walls. Kaiju Creation, Light Brick Studio, Modl.ai, Mood Visuals, Nordisk Games, Northplay, PortaPlay/BirdIsland, Raw Power Games, SYBO, Slipgate Ironworks/3D Realms, Tactile Games, Trophy Games, Triband, 5th Planet Games.

For mere information om Games Denmark kontakt os via bipbip@gamesdenmark.dk eller forperson Søren Lundgaard, CEO, Ghost Ship Games, soren@ghostshipgames.dk