Featured Image

Ansættelse af direktør for Games Denmark

August 14, 2024
 · 
2 min read

Bestyrelsen for Games Denmark har pr. 1. sept. 2024 ansat Niels A. Wetterberg som direktør for Games Denmark.

Søren Lundgaard (bestyrelsesleder) siger: 

Med Niels som direktør får vi en direktør med praktisk erfaring fra spilbranchen og som kender dens konkrete behov. Niels har også været en vigtig del af arbejdsgruppen bag Games Denmark, og vi har valgt ham, fordi han er ambitiøs og brænder for alle aspekter af branchens vækst. Med Niels i front er jeg sikker på, at etableringen af Games Denmark og den videre udvikling vil blive bredt funderet.

Niels A. Wetterberg siger:

Den danske spilbranche er fremtidens væsentligste kulturelle branche - både hvad angår økonomisk potentiale og kulturel indflydelse i de kommende generationer. Det er derfor en kæmpe ære og fornøjelse, at skulle sikre kendskabet og forståelsen for den danske spilindustri, sådan at branchens enorme vækstpotentiale kommer fuldt ud til udtryk. Det vil gøre mig stolt at styrke det allerede stærke sammenhold, der præger den danske spilbranche, forløse vækstpotentialet og gøre Games Denmark til et godt fællesskab og en vigtig samarbejdspartner for alle, der er interesseret i spil og i den danske spilbranche.

Om Niels A. Wetterberg:

Niels A. Wetterberg træder ind i rollen med en alsidig og imponerende baggrund som tidligere direktør og grundlægger af spilvirksomheden Invisible Walls, som han etablerede i 2017 og solgte til Embracer i 2022. Hans engagement og innovative tilgang har manifesteret sig i adskillige brancheinitiativer, herunder Copenhagen MatchUp, Copenhagen Gaming Week, TAGS og Game Developer Talks. Forinden ledte han spil- og transmedia selskabet Investigate North, hvor han dykkede ned i det fascinerende krydsfelt mellem spil og film. Med en uddannelse fra CBS og omfattende erfaring inden for diverse kreative brancher, bringer Niels en unik kombination af forretningssans, kreativitet og branchekendskab til sin nye stilling.

Om Games Denmark:

Games Denmark er stiftet af 26 spilvirksomheder i maj 2024 og har som brancheforening til formål at skabe et miljø, hvor deres medlemmer har optimale forhold, så de sammen kan skabe morgendagens computerspil, vækste deres virksomheder, og sætte Danmark på verdenskortet - både kulturelt og kommercielt.

For mere information om Games Denmark kontakt Søren Lundgaard, CEO, Ghost Ship Games, på soren@ghosthip.dk, +45 20149529.