Featured Image

Games Denmark og Dansk Erhverv indgår stærkt samarbejde.

August 27, 2024
 · 
2 min read

Games Denmark, en helt ny brancheforening for danske spilvirksomheder, og Dansk Erhverv har indgået et samarbejde om at fremme rammebetingelser for branchen, så branchens støt stigende vækstkurve, også i fremtiden kan tegne sig for voksende omsætning og eksport.

Den danske spilbranche er blevet en industri. På den gode måde. Branchen er kendetegnet ved ambitiøse virksomheder, der ikke bare satser globalt, men ér globale i udgangspunktet. Tallene taler for sig selv: en årlig omsætning på ca. 3.7 mia. kr. – heraf ca. 2.6 mia. kr. i eksport i 2022. Det viser rapporten Indholdsproducenter i tal. Rapporten peger samtidig på, at antallet af årsværk i industrien i årene 2017-2022 år er steget med 74%. Det er svært at finde en anden branche, der kan bryste sig af samme vækstkurve.

For at understøtte den opadgående kurve, så indgår brancheforeningen Games Denmark og Dansk Erhverv nu en samarbejdsaftale, der har til formål at konsolidere industriens solide aftryk i form af omsætning og eksport, men også sætte fokus på det kæmpe potentiale for at skabe ny udvikling i hele den digitale underholdningsindustri, som spilbranchen har. Brancheforeningen Games Denmark blev etableret tidligere i 2024 og henvender sig til virksomheder i den danske spilbranche.

”Spilbranchen har været en undertippet branche i mange år. Etableringen af Games Denmark er et udtryk for, at spilbranchen er trukket i arbejdstøjet. Der er meget der skal nås, for at branchen har rammerne, vilkårene og infrastrukturen til at fordoble sin omsætning til 7 milliarder de næste 5 år, og sammen med Dansk Erhverv kan vi italesætte de områder, som kræver mest opmærksomhed. I samarbejdet med Dansk Erhverv, og deres fokus på de kreative erhverv og særligt spil, føler vi, at vi har det helt rigtige udgangspunkt for at nå alle vores mål som branche,” siger Direktør i Games Denmark Niels Wetterberg.

I Dansk Erhverv ser man også frem til samarbejdet med Games Denmark for at understøtte spilbranchen. En branche som erhvervsorganisationen allerede har et stærkt fokus på.

”Med det nye samarbejde Games Denmark og Dansk Erhverv indgår, så cementerer vi den gode dialog, vi i Dansk Erhverv igennem årene har haft med branchens virksomheder. Med et mere formelt partnerskab, så kan vi gå sammen i byen og banke på hos vores politiske beslutningstagere og advokere for de rigtigt gode argumenter der er, for at styrke branchens rammevilkår. I Dansk Erhverv glæder vi os meget til det fremtidige samarbejde,” siger branchedirektør i Dansk Erhverv Louise Riisgaard.

https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/2024/august/den-nystiftede-brancheforening-games-denmark-og-dansk-erhverv-indgar-starkt-samarbejde